Tandimplantat
Skulle du være så uheldig at miste en tand, behøver du ikke skulle undvære den resten af livet. Ved hjælp af et tandimplantat kan vi nemlig indsætte en kunstig tand, som efterlader dig med et flot kosmetisk resultat af høj kvalitet. Faktisk vil du slet ikke kunne se forskel på din oprindelige tand og din nye kunstige tand.
Her kan du læse om, hvad tandimplantater er, hvordan behandlingen foregår og hvad du skal være opmærksom på, når du vælger at få et tandimplantat.
Hvad er et tandimplantat?
Et tandimplantat er en kunstig tandrod af metal, som indsættes i kæbeknoglen på den tomme plads i munden, som din mistede tand har efterladt.
Implantater ligner skruer. Det gør de, fordi de fastgøres på samme måde som en skrue monteres i for eksempel en planke. Tandimplantatet skrues således nemt, blidt og smertefrit ned i det bløde knoglevæv.
Tandimplantater er fremstillet af titanium, som er et grundstof, der har en unik evne til at indgå i en naturlig fysisk og kemisk forbindelse med knoglevæv. På den måde vokser tandimplantatet og din kæbeknogle sammen, hvormed den kunstige tandrod kommer til at sidde fast på samme måde som dine naturlige tænder.
Når tandimplantatet er fastgjort, monteres der bagefter enten en tandkrone, en tandbro eller en tandprotese, som afslutning. Det er således kronen, broen eller protesen, du og andre fremover vil kunne se, når du smiler. Ikke selve dit tandimplantat. Det sidder gemt i din kæbeknogle.
Forskellen på en stifttand og et tandimplantat
At der sættes en kunstig tand ovenpå et tandimplantat – som i princippet er en stift – har uden tvivl bidraget til den misforståelse, at en stifttand og et tandimplantat er det samme.
Det er det imidlertid ikke.
En stifttand er nemlig ikke en kunstig tand, men derimod en af dine egne tænder, som er blevet forstærket med en stift af metal eller fiber i forbindelse med en genopbygning. For eksempel hvis du har beskadiget en tand eller fået udført en omfattende rodbehandling.
En stifttand er således kun en mulighed, hvis der stadig sidder en tand, som tandlægen kan behandle og genopbygge. Har du fået fjernet en tand, er et tandimplantat den eneste mulighed for at få den manglende tand tilbage.
Derfor kan et tandimplantat være nødvendigt
Der kan være mange årsager til, at man mister en tand og derfor har brug for et tandimplantat. Måske er du kommet til skade og har slået en tand ud, der ikke kan genindsættes. Du kan også ved et uheld have ødelagt en tand så meget, at en genopbygning ikke er mulig.
Nogle gange kan en tandudtrækning også være sidste – eller eneste – mulighed for at blive sine tandproblemer kvit efter et længere behandlingsforløb, hvor alle andre muligheder er udtømt. En tandudtrækning efterlader i sagens natur altid et hul i tandrækken og især hvis tanden sad et synligt sted har mange et kosmetisk ønske om et tandimplantat.
Et tandimplantat opfylder dog ikke altid kun et kosmetisk formål. Når du mangler en tand, kan det nemlig også medføre andre gener i munden, som for eksempel skæv bidestilling, der slider på dine øvrige tænder.
Når en tand i den naturlige tandrække fjernes, kan de omgivende tænder desuden på sigt ændre placering og dermed komme til at sidde skævt. Dette kan også medføre bidproblemer på grund af ændret tandstilling, ligesom det kan give kosmetiske gener.
Får du fjernet en tand – og ønsker du et tandimplantat – anbefaler vi derfor også, at du får dette isat så hurtigt som muligt efter tandudtrækningen for at forebygge yderligere tandproblemer som følge af tandforskydning.
Sådan får du et tandimplantat
Når der skal indsættes et tandimplantat, foregår det i 5 trin og forløbet strækker sig over flere måneder.
1.Forundersøgelse
Fordi et tandimplantat monteres i selve kæbeknoglen, er det vigtigt at denne er robust nok til at kunne holde på implantatet. Derfor er en forundersøgelse altid først skridt på vejen mod et tandimplantat.
Knoglen skal nemlig have en vis bredde og højde for at implantatet kan isættes og dette afgøres ved hjælp af røntgenbilleder.
Efter en tandudtrækning vil kæbeknoglen derudover altid skulle bruge tid til at hele op af sig selv, inden der kan indsættes et tandimplantat. Behandlingen i forbindelse med et tandimplantat kan således tidligst påbegyndes en måned efter fjernelse af den naturlige tand. Nogle gange tager det endda lidt længere tid.
Efter forundersøgelsen får du et tilbud på dine tandimplantater og takker du ja til dette, bestilles der tid til næste step.
2.Indsættelse af tandimplantat
Næste skridt er at sætte tandimplantatet i. Har du bruge for flere implantater på én gang, kan vi som regel gøre det i samme behandling.
Et tandimplantat sættes i under lokalbedøvelse, hvor der bores et lille hul i kæben, som implantatet derefter skrues ned i. Det hele foregår smertefrit og er hurtigt overstået.
Bagefter skal dit tandimplantat have tid til at hele op sammen med kæbeknoglen, før de næste skridt kan iværksættes. Helingsperioden er som regel 1 til 3 måneder for underkæbens vedkommende og 2 til 5 måneder i den lidt mere spinkle overkæbe.
Er der tale om en synlig tand, kan der isættes en midlertidig såkaldt smileprotese eller bro, som sørger for, at du ikke behøver gå tandløs rundt i helingsfasen.
3.Kontrol af heling og påsætning af mellemstykke
Et røntgenbillede viser, om knoglen er helet tilstrækkeligt op omkring implantatet og er det tilfældet, påsættes et lille mellemstykke ovenpå. Det sørger for, at tandkødet heler pænt rundt om den del af implantatet, som en efterfølgende tandkrone eller tandprotese skal sættes fast på.
4.Foretagelse af tandaftryk
Når tandkødet er helet efter 2-4 uger, tages der aftryk til den kommende tandprotese eller tandkrone.
Aftrykket sendes til vores faste danske samarbejdspartner, som opbygger protesen eller kronen, så den passer perfekt til din mund og din øvrige tandrække.
5.Påsætning af krone eller protese
Når vi har fået din tandprotese, tandkrone eller tandbro retur fra tandteknikeren er den klar til at blive monteret på dit tandimplantat.
Det kan enten skrues på eller blive sat fast med en særlig cement. Har du fået isat flere tandimplantater – og har du derfor brug for en helprotese der kan tages af og på – kan disse fås med en særlig klikanordning.
Når dit tandimplantat er færdiggjort, kontrolleres det, at alting sidder som det skal og at du bider korrekt sammen. Du vil desuden også løbende få foretaget røntgenbilleder og få tjekket implantatets stand i den første tid efter indgrebet for at sikre, at alting heler som det skal.
Derudover bør du, som altid, overholde dine regelmæssige tandeftersyn hvor dit tandimplantat også tjekkes, for at tage eventuelle problemer i opløbet.
Holdbarhed på tandimplantater
Dårlig mundhygiejne, udskudte kontrolbesøg og rygning kan være medvirkende til kortere holdbarhed på tandimplantater.
Hvis du passer godt på dine tænder, kan et tandimplantat dog holde i mange år og for op til 97%’s vedkommende er implantaterne stadig på plads og velfungerende efter 10 år. Vores leverandør af tandimplantater har desuden garanti på deres produkter, hvis de er behandlet og plejet efter anbefalingerne.
Der kan imidlertid være kroniske sygdomme – som paradentose, sukkersyge, knogleskørhed og gigt – der kan påvirke holdbarheden eller helt umuliggøre indsættelse af tandimplantater.
Det skyldes, at tilstandene kan forhindre og forringe processen med at få implantaterne til at vokse fast, ligesom der kan opstå problemer med infektioner eller efterfølgende opheling af knoglen.
Har du fået konstateret en af de nævnte lidelser, er det således vigtigt, du informerer os omkring dette, inden behandlingen igangsættes. Der findes i disse tilfælde andre løsninger, der alligevel kan gøre dit smil komplet.
Priser på tandimplantater
Den offentlige sygesikring giver ikke tilskud til tandimplantater, men Sygesikring Danmark gør, afhængig af hvilken gruppe, du er tilmeldt. Nogle tandforsikringer yder også tilskud.
Prisen på et tandimplantat vil altid afhænge af netop dit behov: Er der tale om ét implantat og en tandkrone eller flere implantater og en tandbro? Hvilken stand er din kæbeknogle i og hvor omfattende en behandling skal der til?
For at få en pris på et tandimplantat er en forundersøgelse derfor nødvendig. Generelt er vores priser på tandimplantater op til 45% lavere end hos de større danske tandlægekæder, samtidig med at vi udelukkende anvender danske tandteknikere og danskkøbte materialer.
Du kan se vores prisliste her.
Vi tilbyder desuden tandimplantater med finansiering gennem Denti. På den måde behøver en manglende tand ikke stå i vejen for at selvsikkert smil, også selvom prisen for et tandimplantat her og nu kan virke uoverskuelig. Læs mere på siden Lån til tandpleje.
Vil du høre mere eller bestille en tid til en forundersøgelse?
Så ring på telefon 74 55 23 04, send en mail til info@jels-tand.dk eller udfyld formularen her.